Dramatiker eller videnskabsmand? Den 26-årige Julie Thor Fryd debuterede i lørdags med forestillingen ”Vakuumpakkede Mennesker” - et absurd univers, der vender tingene på hovedet, men er inspireret af snorlige matematisk logik. Kan man efterlyse sig selv på et hittegodskontor? Julie Thor Fryd kan ikke rigtig huske, hvorfor hun kom til at gruble over det, men det var en tanke der havde potentiale til at vokse. Det gjorde den- og den er nu blevet en del af forestillingen ”Vakuumpakkede Mennesker”- dramatikeren Julie Thor Fryds første teaterstykke, der havde premiere på Nørrebroteatret Kaleidoskop i lørdags. ”Ser her ikke Alt for Damerne-agtigt ud,” spørger Julie Thor Fryd og peger på et tændt stearinlys og en buket blomster, der står på bordet. Vi sidder i hendes etværelses lejlighed på Frederiksberg, hvor de vakuumpakkede mennesker blev født. Her sad hun og kiggede ind i en næsten hvid væg i de to år, hun skrev på stykket. ”Jeg behøver ikke nogen havudsigt,” siger den 26-årige dramatiker. Inspirationen starter som regel med en undren over ting, som de fleste andre har glemt at tænke over. Hvordan ville livet eksempel- vis være, hvis vi ud over at kende vores fødselsdag også kendte vores dødsdag? Jeg sætter mig ikke ned og siger, at nu vil jeg skrive et drama. ”Jeg starter med en fiks idé. Så tænker jeg den til ende og bliver ved med at stille mig selv spørgsmål,” siger hun. Sort hår og røde negle Måske er det de knaldrøde negle, der afslører det. Måske er det hendes tankegang. Måske lidt af det hele. For selv om hun har sorte spidse støvler på, sorte jeans og sort hår, er man ikke i tvivl om at hun er farverig. I alt fald fandt hun i sin tid frem til, at den mest logiske konsekvens af at kende sin forfaldsdato måtte være at va- kuumpakke sig selv. At man tog et stort åndedrag når man blev født, og så åndede ud resten af livet. Det lyder absurd, men der er en gennemgående Julie Thor Fryd-logik i galskaben: Det kan blive meget matematisk. Jeg opstiller en masse regler, næsten ligninger, der får betydning for den måde, stykket bliver bygget op på. ”Hvis Manden f.eks. ånder ud og kun bliver tredive, har det konsekvenser for, hvordan han kan bevæge sig,” siger hun og tilføjer ”Vakuum- pakkede mennesker” Handler om at tage ansvar for sit liv og følge sin egen takt og tempo. Den skæve vinkel gør, at det ikke bliver så tungt. Jeg opdager flere ting, når jeg anskuer tingene fra en alter- nativ vinkel. Indre logik Den alternative logik er også kendetegnende for det næste teater- stykke, hvor Julie har sat sig for at undersøge begrebet rum. Det handler blandt andet om en mand der har købt en toværelses lej- lighed, hvor det ene rum er en klods. ”Jeg har endnu ikke fået afklaret, om den er hul eller massiv. Klodsen er bærende for hele huset, men hvis den er hul, kan den så være bærende?” spørger Julie Thor Fryd. Hun erkender at logikken kan spænde ben for dra- matikken og omvendt. Men på trods af, at Julie er god til at få idéer, betragter hun ikke sig selv som særlig fantasifuld. ”Nogle gange siger folk: Kan du ikke fortælle en historie.” Men jeg føler ikke at jeg har nogen fantasi. Der er altid en hvis logik, som jeg følger. Sådan er tingene bare. Så jeg føler egentlig ikke, at det er noget, jeg finder på,” siger hun. Ville skrive Julie Thor Fryd gik for flere år siden fra teater til teater i København for at afsætte sit første manuskript. Et sted sagde de ja, og hun nåede lige at glæde sig, inden de bagefter sagde nej. ”Det var et slag. Men jeg var nødt til at sige, at det vil jeg ikke finde mig i. Der er mange der spørger, var du ikke bange for om det ville gå galt? Men jeg har vendt den om og tænkt, at jeg ikke tør lade være, for så bliver jeg bare bitter,” siger hun. Så Julie Thor Fryd blev ved og ved og ved og ved. Hun har villet skrive, siden hun var 13 år gammel, og har selv stået for sin uddan- nelse, der for alvor gik i gang i 1999 gennem Den Fri Ungdoms- uddannelse og daghøjskoler. Senere fik hun Statens Kunstfonds Igangsætningsstipendium, og har siden modtaget et hav af legater. Men selv om ”Vakuumpakkede mennesker” er Julies første stykke, frygter hun ikke kritik. ”Jeg har tidligere oplevet, at folk ikke kunne lide det, jeg laver. Det er jeg ikke bange for,” siger hun, tager hånden op for munden og hvisker: Det kan jeg ikke tage mig af.” Hun mærker efter en ekstra gang: Det kan jeg faktisk ikke. Stine Behrendtzen Politiken, 22. april 2005