Moderne dansk dramatik er klar til at genopfinde sig selv. Det har debuterende Julie Thor Fryd gjort med en god historie og en klar pointe. Julie Thor Fryd er debuterende dansk dramatiker i en periode, som har udskilt de gode, sendt de tvivlsomme i tænkerum og efterladt et tomrum for de nye begyndere. Det betyder, at man kan tænke for- fra igen, og måske finde emner og vinkler, som ikke virker alt for bekendte. Hvad er det en dansk dramatiker skal opfinde? Først og fremmest en situation og en pointe. Julie Thor Fryd har begge dele parat. Situationen: garderoben for glemte sager på hovedbanegården. Pointe: Folk er selv glemte. Damen i i hittegodskontoret er næsten, som om hun er en pakke, en mimrende, hændervridende, snøftende og vrikkende gammel dame, mistroisk og frygtsom, som om hun er groet sammen med brugte paraplyer og udefinerlige pakker med klæbebånd omkring. De sager har ligget her i årevis, hun har passet på dem i årevis. Måske er hun død. Ja måske er de alle sammen døde. I hvert fald har de deres dead- line, som aldrig kan overskrides. De er vakuumindpakkede men- nesker, parate til at leve i deres bestemte tidsrum og tomrum, et tomrum de vil bruge til at udføre de rituelle roller og attituder, som er menneskets - set med depressive øjne. En ung mand kommer ind i hittegodskontoret. Pointe: Han skal dø lige om lidt. Den 21. decem- ber er udløbsdato, derfor hiver han efter vejret, løber stakåndet og besværet rundt, leder efter noget han ikke kan få udleveret, men hvad… hans optræden er dramatisk furioso, en uvirkelig person, som ikke kan leve, mens han er i live. Den tredje person er den maskinklippede pige, som er lige så sær og kontaktforladt som han selv. Hvad er det egentlig de har gang i? Attituder, tillærte og instinktive beskæftigelser, som mest er fysiske, løben rundt, og klatren op og ned af hylderne, store armbevægelser, paranoid kontakt, vold og sympati på skift, latter, der glider over i sorg, og fra sorgen atter tilbage til latter. Åh, hå hå- oh, hu, hu, ha- hvad er det vi skal? I et instinktivt samleje bliver de to unge per- soner til aber, først hidsig rokken og rullen, så abebarnet, og en ny, for de kvindelige personer mere rolig, næsten livsopfyldende situa- tion: Abebarnet er født. Og det hele kan løbe videre, mens hanaben lidt fortumlet og skuffet kradser sig i nakken. Replikker? Meget få. Danskerne siger ikke så meget, og det, de siger, er ikke så artikuleret. Tiden går, og vi løber rundt. Til sidst bliver det jul på gulvet, ah og oh, vi nyder julemaden og julefreden, mens den stakkels dødsdømte mand glider ud i kulissen med sit julelys i hånden og siger ”Fra i dag bliver det anderledes.” Nu ved han, han kan leve, fordi han skal dø. Finale. Men hvad skal man med så lille et stykke? Man skal finde en instruk- tør og nogle gode performere. Det held har Julie Thor Fryd haft - hun har fundet de bedste. Instruktøren Lars Romann Engel er et af vore største talenter, en mand der omsætter hver sagt og usagt replik til konkret performance, en energiinstruktør, som kræver fysisk kun- nen af sine skuespillere. En mand som forgylder det mindste suk. Måske bliver attituderne for trættende i længden, fordi dramaet ikke har en tilsvarende energi i opfindelserne. Men han kan erstatte og lave dramatik. På scenen har han et udsøgt lille hold, Christine Exner, Charlotte Toft og den helt udmærkede Olaf Højgaard, som næsten får skabt en poetisk person ud af den dødsdømte mand - enhver fysisk udfoldelse er fortvivlet, hvert udtryk for sindsløst hast- værk præcist. Bravo til den instruktør. Og dramatikeren? Det er jo egentlig hende. Bettina Heltberg Politiken, 19. april 2005