Danskernes tomme vendinger bliver til fængslende dramatik i Julie Thor Fryds Rum|muR. Og Lars Romann Engel har lykkeligvis ladet skuespillernes ansigter være i fred.

Hun kan noget med sine ord, den 27-årige Julie Thor Fryd. Og hun kan en hel masse med andres ord. Faktisk virker det som om hun mest af alt går rundt og lytter til folks tomme hilsner og verdensforklaringer. ”Du skal ikke lade dig genere af mig”- høfligheden får hun til at runge lige så hyklerisk som ”Hvor der er en vilje, er der en vej - modløsheden”. Fryds talentfulde greb ligger så i at skrive disse sære vendinger sammen, så de danner mystiske skæbneberetninger om kuldsejlede liv. Overnaturlige og uforklarede - og komiske.

Frygt Fryd, siger jeg bare!
Hun fik stor succes med sin Vakuumpakkede mennesker på Kaleidoskop sidste forår. Og i mandags havde hendes Rum/muR så premiere på CaféTeatret, underfundigt og vellykket. Stykkets personer er mærkeligt hule. Lidt ligesom den cementklods, der fylder hele kælerrummet i Catia Hau-
bergs kvælende fugtscenografi med præcist sitrende neon-
rør.

Der er ikke noget inden i klodsen- og dog er den fyldt med indestængt liv. ”Rummet er stærkere end murene” lyder den mystiske morale. Jo, øh, det skal nok passe. For sådan er personerne også: Uden særlige kendetegn. De er næsten kun deres alder - en gammel mand og en ung. De har ikke engang navne. Deres personligheder opstår først i mødet med cementkælderens kuldeklods. ”Gamle huse har sjæl,” siger den gamle udlejer ”Ja,” svarer den unge arkitekt ”Men ikke varme i gulvet.” Aha. Ha, ha.

Mænd i bedste alder
Instruktøren Lars Romann Engel udviser en pirrende sans for det groteske i dette ingentingsunivers. Stemningsskift sker umærkeligt - og hele tiden før tilskueren er begyndt at vente dem. Og så har Engel lykkeligvis ladet ansigterne være i fred hos sine skuespillere. Han har sat alt på vågeblus, nærmest som filmskuespil på en teaterscene- sådan en slags minimal-
realisme.

Ole Westh-Madsen sjokker bare ind på scenen i undertøj og strittende fipskæg. Utilpasset og uvasket. Hans kinder er hovne. Han skal ikke tækkes nogen. Alligevel kommer man til at leve sig ind i denne mands ensomme kærlighedstra-
gedie. Og Ole Westh-Madsen demonstrerer igen sin formi-
dable evne til at skildre den sammenbidte enspænder- den særling, som mange af os ville udvikle os til, hvis ikke nogen ude i virkeligheden bandt os fast. Den unge mand med strik-
huen er til gengæld som hentet ind fra Skindergade. Og Frank Thiel spiller umiddelbart den unge grænseautistiske ar-
kitekt med en tomhed i ansigtet, blank som en ren tegne-
blok. Men snart tegner der sig så alligevel mimiske streger i hans ansigt, når han provokeres. Han prøver straks at viske dem ud, men rystelsen bliver siddende i hans øjne. Hans arme opdeler kælderens ene værelse i små områder, sådan hakket over med 90 graders farcehug, så han kan ”genbruge kvadratmeterne” Spøjst og naivt - og med rammende sans for at potrættere den retskafne, fantasiløse danskerdreng. Stjæl ikke fra Franks kagedåse!

Dame i hvideste magi
Men i enhver god spøgelseshistorie er der en dame, der går igen. Her er det Anne Birgitte Lind Feigenberg, der har en sær overnaturlighed i sit overblå blik, så genfærdsuhyggen drysser ud over hendes røde hår og gør hende urørlig og sanselig på samme tid. Hendes stemmeekko blegner dog i forhold til det næsten taktile syn af hendes hvide arme. Ikke mærkeligt at mændene ikke kan sove når de først har haft besøg af hende en nat!

Julie Thor Fryd er fem-syv år yngre end tidens hippe gene-
ration af unge dramatikere, der bla. tæller Christian Lollike, Thor Bjørn Krebs, Aleksa Okanovic og Lenemarie Olsen. Men lige som dem er Fryd optaget af at skrive sig derhen, hvor realismen møder magien. Der hvor en fortælling forvandler sig til en drømmetilstand, hvor man ikke nødvendigvis kan sige, hvad der er virkelighed, og hvad der er mareridt. Måske fordi virkeligheden mest er mareridt? Eller fordi virkeligheden er magisk?

”Mindst af alt brød hun sig om afskårne blomster,” lyder en uudgrundelig Fryd-replik. Jeg håber dog, at Fryd og kælder-
crew vil modtage fem buketter for deres lydmur. 


Anne Midelboe Christensen
Information, 6. september 2006