Ny dansk dramatik der rammer og rummer
Forfriskende er det at stifte bekendtskab med en af de unge danske dramatikere, Julie Thor Fryd. Hendes nye stykke, ’Rum|muR’, emmer af poetisk absurdisme og blander triste fnis med komisk tragedie i en præcis og rørende opsætning på Caféteatret.

En halv-neurotisk arkitekt (Frank Thiel) lejer et kælderværelse af en ussel, livstræt mand (Ole Westh-Madsen). Trods den store klods, der fylder midten af værelset og som husejeren af mystiske grunde kræver fredet, finder vores unge ven sig til rette med sit en-mands arkitektfirma. De to synes endda at holde af hinandens selskab og bliver en del af hinandens daglige rutiner.

Husfreden varer dog ikke længe i det absurde univers, der opbygges med instruktør Lars Romann Engel og dramaturg Astrid Øyes iscenesættelse og Catia Haubergs skrabede men meningsfulde scenografi. Ens tanker henledes på absurdisten Samuel Beckett både hvad angår makkerparret med deres ordkløveriske ping-pong og klichefyldte ordsprog, det grå, åndsforladte rum samt det poetiske sprogs flertydige symbolik. Der leges med begreberne tid, rum og mure og med oppositionerne indre vs. ydre og varme vs. kulde: ”Rummet mellem mennesker er stærkere end de mure, de bygger op”.
Elegancen i sproget kommer i den grad til sin ret på scenen gennem det brillante skuespil og den præcise scenografi.

Traditionen fra Line Knutzon er også tydelig i den intelligent sammensatte og humoristisk groteske dialog. Især Ole Westh-Madsens knastørre levering af den gamles egen-logiske forklaringer er et eksempel herpå - ”Det kan ikke betale sig at spise, man bliver jo sulten igen”. Den melankoli, der dog samtidig ligger lige under overfladen, er ikke til at tage fejl af: husejeren ”lider af ligegyldighed” og fortrænger sin fortid, og arkitektens store byggeplaner er et håbløst forsøg på at strukturere og styre alt omkring sig. Som publikum ved man ikke, om man skal græde eller le. Den skæbnesvangre stemning opbygges af nogle drømmesekvenser, hvor vi oplever, hvad der i virkeligheden foregår i kælderværelset med den mystiske klods.

Desværre passer Anne Birgitte Lind Feigenbergs lidt for højtidelige engel/spøgelse ikke ind i det ellers elegant opbyggede univers og hendes lysene øjne og ekkostemme ender med at være rene irritationsmomenter. Julie Thor Fryd er dog uden tvivl med til at skabe rum for teater, der om end ikke sprænger mure i hvert fald formår at mane påstanden om, at ny dansk dramatik ikke har noget at byde på til jorden.

Ida Marie Fich
Teaterkalenderen, Byenkalder.dk